Pia Tafdrup og den ubevidste påvirkning fra naturen

Pia Tafdrup havde fredag to oplæg at give - en oplæsning og samtale med værten Lene Høg.

Oplæsningen var den første, og vi må indrømme, at hvis man ikke har læst de digtsamlinger hun valgte at læse op fra, så får man ikke meget ud af det. Selv med skarp koncentration og lukkede øjne, så man kun fokuserede på at lytte, var det svært at følge med i, hvad der egentlig blev sagt. Der var ikke tid til at reflektere over digtenes ord - derfor anbefaler vi, at hvis du skal tage til en oplæsning, så vælg en hvor du har læst materialet.

Dog gav samtalen mellem Pia Tafdrup og Lene Høg et nyt og spændende indblik i Tafdrups forfatterskab.


Pia Tafdrup er en af danmarks mest anerkendte digtere og værten startede da også ud med, at nævne flere af de priser Tafdrup har modtaget og været nomineret til. Denne milde ophævende stemning afspejlede omgivelserne også. Vi sad i "biffens" sal A. Lyset var dæmpet, en masse bløde stole rettet mod scenen og akustikken var som i en hver anden biografsal - dræbende for alt lyd der ikke kom fra en højtaler. På scenen sad de to samtaledeltagere oplyst af spotlight og med mikrofoner på kinderne. Centrummet var bestemt.

Værten forklarer at Tafdrup og hende selv vil gå igennem forfatterskabet kronologisk med oplæsninger og reflekteringer over oplæsningerne - og det fungerede fantastisk. Tafdrup forklarede sine tanker om digtningen i samtale med værten, som også ytrede sine. Ydermere fik de flettet natur-temaet ind i snakken, hvilket virkede til at give Tafdrup et nyt syn på sit forfatterskab:

"Jeg har aldrig tænkt mig selv som naturdigter...[men] naturen er indvævet i alt det jeg gør"

Hun beskriver specielt, hvordan hun er optaget af mennesket som natur, og hvordan vi er natur. Vi sammenligner ofte vores egen udvikling med naturens udvikling - naturens sæsoner og livets sæsoner; "Hver gang når noget springer ud, får vi en forståelse"

Menneskets udvikling skildres også i hendes debut, digtsamlingen når der går hul på en engel. Her skildre titeldigtet Vælter hvordan en ung pige oplever at miste sin uskyld - ikke seksuelt, men for livet.
Hertil Spørger værten, hvordan Tafdrup selv forstår titlen til digtsamlingen - der svares: Englen står for mig som sådan en skønhedsverden, derfor en skønhedsverden der går hul på. Hun beskriver, hvordan det at pigen i titeldigtet slår hul på sit knæ, markerer hvordan hun selv punkteres, og hvordan glæden ved livet punkteres. Dertil lyder det fra forfatteren, at det er hårdt arbejde at være i live, og det er nok også, hvad hun mener, det kommer til at være for denne pige.

Tafdrup fører dette sår som digtets pige får, over på sit forfatterskab - at når noget gør ondt, presser sig på eller man ikke forstår noget, så skriver man, da dette er forløsende. Tafdrup er ikke den eneste forfatter under Ordkraft, der tildeler denne egenskab til skrivningen.

Men for Tafdrup kommer skrivningen ikke bare af sig selv, og en bog der skal handle om natur er ikke bare noget, som hun sætter sig ned og beslutter skal fødes - hun skal inspireres.
Digtsamligen Krystalskoven kom til over en længere periode, hvor Tafdrup befandt sig i skoven. Hun var i skoven hver dag for at sanke træ, og her oplevede hun, hvordan tingene langsom spirede og forandrede sig; "I skoven observerer man tidens gang - det er et helle". Dette gav notater, som gav ord, som gav sprog, som gav en digtsamling. Denne fortætning af naturen til sproget illustreres på bogens omslag, hvor blade bliver til ord og til sidst til krystaller.

Denne lille anekdote om Krystalskovens tilbliven, var ikke den eneste anekdote - der medfulgte en til hver digtsamling, som blev snakket om. Og det er derfor, at man tager til ordfestival: man får det at vide, som der ikke siges nogen andre steder.



Kommentarer

Populære opslag