Josefine Klougart og frigørelsesprocessen
Som det første oplæg vi valgte at høre, tog vi til Kaffeslabberas med Josefine Klougart. Og kaffeslabberas skal det siges at være - omgivelserne bestod af bløde stole, skæve lampeskærme, en lysende jukebox og duften af kaffe.
De afslappende omgivelser kan siges at have påvirket værten, eftersom han ligger ud med at sige "jeg ved i princippet ikke helt, hvad vi skal snakke om" - alligevel formår han at få startet en samtale med Josefine i den bløde sofa, hvis alles øjne er rettet mod.
Værten ligger ud med at snakke om festivalens tema - Naturen.
Hvad betyder naturen for dig?
Klougart er vokset op i Mols Bjerge og har derigennem fået en forkærlighed for naturen. "Jeg kan bare godt li' det [natur]" siger den smukke forfatter.
Dog er forholdet til naturen anderledes som forfatter. Hun ser en strukturel lighed mellem hvordan natur og sprog former sig.
Klougart har efter vores mening ganske ret her - vi mennesker skriver og taler sproget. Samtidig er vi selv natur. Vi forsøger dog ofte at skille mennesket fra naturen, stille os højere end naturen - være noget overnaturligt.
Denne holdning kritiserer Klougart og udtrykker det tydeligt til publikum: Hun forklarer, at det er en falsk konstruktion, som vi mennesker har påduttet naturen, og at vi ikke er "overnaturlige". Samtidig forklarer hun også, hvordan vi med denne falske konstruktion forsøger at kontrollere naturen - så meget at vi endda er ved at slå os selv ihjel: "Vi er ved at sejre til døde"
Det er et heftigt emne at snakke om - klimakrise, naturkatastofer, vores egen selvudslettelse - men det gør den kun mere relevant. Dog er spørgsmålet, hvad har det med litteratur at gøre?
Her ser Klougart en lighed mellem naturens forandring og sproget - den konstante udvikling der er i naturen må og skal også finde sted i sproget. Hun sammenligner sproget med et net, der kastes ud over samfundet. Dette net må hele tiden være i bevægelse og udvikling, ellers stivner det. Hvis nettet stivner, stivner samfundet. Det samme gælder naturen - stivner naturen, så dør vi. Derfor er vi nød til at tænke i nyt sprog og frigøre os fra det gamle - Dermed bliver litteraturen en frigørelsesprocess, hvor vi frigør os fra det gamle og udvikler eller forandre det.
Frigørelsesprocessen består dog ikke kun i at frigøre sig fra det gamle og det brugte, men også fra den nutidige opfattelse af, hvordan vi skal forstå litteratur. Klougart gav skarp kritik af den måde det danske skolesystem lærer os at læse værker på: "Litteraturen er ikke en rebus vi skal løse. Forfatteren står ikke med moralen gemt og indpakket i et slør for læseren. Vi skal selv udlærer noget af litteraturen og erfarer noget nyt" siger forfatteren med et alvorligt blik, hvor flere af deltagerne nikker begejstret for at vise deres enighed.
Klougart udtrykte, at hun faktisk syntes det var et mirakel, at se så mange stadig være interesseret i litteratur efter vi har været slæbt igennem skolesystemets forståelse af litteratur. Og hun oplever disse mennesker, som er indhyllet i skolesystemets trummerum, komme op til hende og sige; jeg syntes, at din bog er svær at læse. Hertil svare Klougart, at man ikke skal forstå en bog på en bestemt måde, men at man skal lade sig føle og bevæge af bogen - ikke altid forstå.
Dette gjorde indtryk og gav os lysten til læse mere af og høre mere til Josefine Klougart.
De afslappende omgivelser kan siges at have påvirket værten, eftersom han ligger ud med at sige "jeg ved i princippet ikke helt, hvad vi skal snakke om" - alligevel formår han at få startet en samtale med Josefine i den bløde sofa, hvis alles øjne er rettet mod.
Værten ligger ud med at snakke om festivalens tema - Naturen.
Hvad betyder naturen for dig?
Klougart er vokset op i Mols Bjerge og har derigennem fået en forkærlighed for naturen. "Jeg kan bare godt li' det [natur]" siger den smukke forfatter.
Dog er forholdet til naturen anderledes som forfatter. Hun ser en strukturel lighed mellem hvordan natur og sprog former sig.
Klougart har efter vores mening ganske ret her - vi mennesker skriver og taler sproget. Samtidig er vi selv natur. Vi forsøger dog ofte at skille mennesket fra naturen, stille os højere end naturen - være noget overnaturligt.
Denne holdning kritiserer Klougart og udtrykker det tydeligt til publikum: Hun forklarer, at det er en falsk konstruktion, som vi mennesker har påduttet naturen, og at vi ikke er "overnaturlige". Samtidig forklarer hun også, hvordan vi med denne falske konstruktion forsøger at kontrollere naturen - så meget at vi endda er ved at slå os selv ihjel: "Vi er ved at sejre til døde"
Det er et heftigt emne at snakke om - klimakrise, naturkatastofer, vores egen selvudslettelse - men det gør den kun mere relevant. Dog er spørgsmålet, hvad har det med litteratur at gøre?
Her ser Klougart en lighed mellem naturens forandring og sproget - den konstante udvikling der er i naturen må og skal også finde sted i sproget. Hun sammenligner sproget med et net, der kastes ud over samfundet. Dette net må hele tiden være i bevægelse og udvikling, ellers stivner det. Hvis nettet stivner, stivner samfundet. Det samme gælder naturen - stivner naturen, så dør vi. Derfor er vi nød til at tænke i nyt sprog og frigøre os fra det gamle - Dermed bliver litteraturen en frigørelsesprocess, hvor vi frigør os fra det gamle og udvikler eller forandre det.
Frigørelsesprocessen består dog ikke kun i at frigøre sig fra det gamle og det brugte, men også fra den nutidige opfattelse af, hvordan vi skal forstå litteratur. Klougart gav skarp kritik af den måde det danske skolesystem lærer os at læse værker på: "Litteraturen er ikke en rebus vi skal løse. Forfatteren står ikke med moralen gemt og indpakket i et slør for læseren. Vi skal selv udlærer noget af litteraturen og erfarer noget nyt" siger forfatteren med et alvorligt blik, hvor flere af deltagerne nikker begejstret for at vise deres enighed.
Klougart udtrykte, at hun faktisk syntes det var et mirakel, at se så mange stadig være interesseret i litteratur efter vi har været slæbt igennem skolesystemets forståelse af litteratur. Og hun oplever disse mennesker, som er indhyllet i skolesystemets trummerum, komme op til hende og sige; jeg syntes, at din bog er svær at læse. Hertil svare Klougart, at man ikke skal forstå en bog på en bestemt måde, men at man skal lade sig føle og bevæge af bogen - ikke altid forstå.
Dette gjorde indtryk og gav os lysten til læse mere af og høre mere til Josefine Klougart.
Kommentarer
Send en kommentar